Her kan du læse om fælles afholdte arrangementer på tværs af Nordsjællandskredsen.
Omvisning i Nationalmuseets grønlandske samling
Den 8. oktober afholdt Nordsjællandskredsen en omvisning med mag. Art i eskimologi Anja Hynne Nielsen for kredsens medlemmer. Hun gav os en meget interessant og levende beskrivelse og forklaring på de mange udstillede genstande. Deltagernes spørgelyst var stor, så omvisningen kom da også til at tage længere tid end beregnet.
Efter omvisningen kunne deltagerne selv gå på opdagelse i museet, der for tiden har særudstillinger om bl.a. Vølvens varsel og Stemmer fra kolonierne

Storbyrejse til Oslo den 11. – 15. juni 2026
Medlemmer af Nordsjællandskredsen var på en dejlig tur i Oslo. Her besøgte de Nasjonalmuseet (de nye), Munch Museet, Frognerparken og meget mere.
På deres rundtur i byen kom de også forbi Aker Brygge og Nationaltheatret.
Ingen medlemmer fra Fredensborg Lokalafdeling deltog.
Foto: På Bankplassen foran Café Engebret står en skulptur af skuespilleren Johannes Brun (1832-1880)
Se flere fotos fra turen på Hillerød-afdelingens Facebook-side
En dejlig dag i Skåne den 24. maj 2025
Det blev en rigtig dejlig dag med godt vejr i det sydskånske, da Nordsjællandskredsen var på tur den 24. maj 2025.
Turen gik fra Nordsjælland først til landsbyen Jakriborg, der rummer 400 lejeboliger inspireret af byggestilen i Hansestæderne i senmiddelalderen. Vi ankom om formiddagen, hvor der var meget lidt liv og kun åbent i et enkelt supermarked. Senere åbnede dog et pizzaria/restaurant, hvor vi kunne få en forfriskning.
Derefter drog vi til Kåseberga Hamn, hvor vi skulle spise frokost på Bistroen. Der var masser af liv i havnen, som er ganske lille og hyggelig. Vejret viste sig fra sin bedste side og gav os både sol og lidt varme.
Efter frokosten gik mange af os ad de stejle trapper op til Ales Stenar, den imponerende stensætning fra oldtiden. Hvornår Ales Stenar blev sat vides ikke med bestemthed, de yngste dele er fra jernalderen, de ældste måske helt tilbage til bronzealderen. Formålet med stensætningen er også usikker. Er det en solkalender, der markerer årets mærkedage, en manifestation af magt og vilje, der skal afskrække fjender, et kultsted – eller noget helt fjerde eller femte? Det bliver måske aldrig opklaret. Men storslået og smukt er det, som det ligger højt med udsigt ud over Østersøen.
Teorien om Ales Stenar som solkalender kan man læse om i B.G. Linds bog Solens skep. Man kan læse om Kong Ale og hans bedrifter i 700-tallet i Saxo Grammaticus i syvende og ottende bog. Her kaldes han Ole
Så gik turen videre til Ystad, hvor der samme dag var afholdt Hamnens Dag til klokken to. Vi var inviteret til Ystad Studio Visitors Center af vores svenske guide. Her hørte vi foredrag om Henning Mankell og Wallander-serien. Vi fik også seneste nyt: nyindspilninger af Henning Mankells bøger med en ny skuespiller i rollen som Wallander – Gustaf Skarsgård.
Efter foredragene kunne vi se fotos, genstande og rekvisitter tilhørende bl.a. Wallander-serien.
Vi sluttede dagen af en en tur til Ystad Centrum, hvor nogle gik på Fridolfs Konditori, andre spadserede en tur og beundrede de mange smukke gamle huse. Ystad har 30.000 indbyggere. I middelalderen var Ystad en vigtig by, senere gik det noget tilbage. I dag har den genvundet sin tidligere status med færge- og transithavn.
